Igang igen
Så er mobilprojektet godt igang igen her på Sprogcenter Vejle. I denne omgang er jeg tilknyttet projektet med en DU2Mo1-klasse - altså kursister, der kun har fået 14 dages danskundervisning, når de starter på mit hold. Det er derfor spændende hvilke udfordringer der er i denne forbindelse.
Opstarten og et par fravalg
Opstarten har været forholdsvis nem og uden nogle større udfordringer - dog er der stadig en del arbejde knyttet til opstarten, da kursisterne skal have forklaret, hvad det er, de skal deltage i og hvorfor de skal udfylde de mange papirer, der er en del af Mobil Efteruddannelse. Kursisterne har næsten alle engelsk som andetsprog, men de enkelte der ikke har, har meget svært ved at forstå, hvad projektet går ud på. Men vi har i fællesskab fået styr på det nu!
Jeg har valgt ikke at anvende Mobilearn i første omgang, da jeg vurderer at det vil blive for svært at forklare kursisterne og da jeg ved, at kursisterne har svært ved at forstå en skriftlig opgave uden en mundtlig forklaring. Derfor har vi så selvfølgelig heller ikke haft problemer med platformen.
I stedet for Mobilearn har jeg oprettet en gmail-konto til modtagelse af kursisternes opgaver og denne løsning fungerer uden problemer.
Kursistgruppen - Hold 209
Kursistgruppen består hovedsageligt af unge østeuropæere, der er kommet til Danmark for at arbejde, samt en mindre gruppe kursister, der kommer fra mellemøsten. Gennemsnitsalderen er 25 år og klassen består af 6 mænd og 11 kvinder. Pga. nogle af de baggrunde kursisterne kommer med, er det ikke muligt for mig at dokumentere forløbene med billeder eller videoklip i denne omgang, men jeg forventer at kunne gengive forløbene så detaljeret, at det alligevel giver mening at læse mine indlæg.
Kursisterne er meget positive overfor deltagelsen i projektet og flere af kursisterne har valgt at anvende deres egne telefoner i projektet, da de på den måde kan undgå at blive udfordret pga. teknikken. Et par af kursisterne har på forhånd sagt, at de føler, at undervisningen bliver mere autentisk, når de kan bringe noget fra "virkeligheden" ind i klassen. Det bliver spændende at høre, om deres forventninger er blevet indfriet, når projektet er slut.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar