Hvorfor har vi lavet denne blog?

Mit billede
Vejle, Denmark
Denne blog skal beskrive de oplevelser jeg har i forbindelse med Mobil Efteruddannelse på Sprogcenter Vejle.

fredag den 15. oktober 2010

En ekstra bonus

Hold 205s deltagelse i Mobil Efteruddannelse har helt klart ændret mange ting. Som underviser mærker jeg en helt anden stemning, når jeg møder holdet. Lige fra morgenstunden har de fokus på hinanden og det er tydeligt, at de har talt sammen via mobilen uden for skolen.

Uden min opfordring har holdet selv lavet en aftale om at ringe til hinanden, hvis nogen ikke møder til undervisning. Disse aftaler har resulteret i, at vi hver morgen bruger fem minutter på at lytte til samtaler mellem tilstedeværende og fraværende kursister. Den fraværende kursist informerer om årsagen til fraværet og kursisterne er meget omsorgsfulde over for hinanden og efter samtalen diskuterer vi hvilke udtryk, der er passende i den pågældende situation.

Holdet giver selv udtryk for, at de har fået et meget bedre "forhold" til situationer, hvor de skal i kontakt med danskere pr. telefon. De føler, at de er blevet bedre til at føre samtaler pr. telefon og de er ikke mere så nervøse for denne kommunikationsform.
Jeg kan også mærke, at kusisterne er blevet mere opmærksomme på deres udtale, da de er blevet opmærksomme på, at det er nødvendigt i en telefonsamtale. På samme tid bruger de de værktøjer, vi har arbejdet med på klassen, så de eksempelvis husker at opdele ord i stavelser til en lettere forståelse for lytteren. Vokallydene er også blevet meget tydligere og kursisterne viser stor interesse for at lære den helt korrekte vokaludtale.

Mobilprojektet hjælper altså til at kursisterne føler et ansvar for hinanden og de har på den måde fået dannet et netværk - noget, de alle har givet udtryk for, at de mangler her i Danmark. En sidegevinst til  projektet er, at kursisterne får skabt så stærke netværk, at de ikke føler, at de forsvinder i mængden, men i stedet møder op til undervisningen, så de får det fulde udbytte af deres danskuddannelse. Yderligere får de skabt et netværk, de kan have glæde af uden for skolen.

En kursist sagde med glæde i forbindelse med en fællessnak om Mobil Efteruddannelse: "Jeg har virkelig fået nogle gode venner nu!" :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar